Fjernvarme til Japan

PlanEnergi samarbejder med den japanske non-profit organisation ISEP (Institute for Sustainable Energy Policies) om at opbygge en fjernvarmetradition i Japan baseret på lokal energiforsyning og selvbestemmelse. Indsatsen koordineres med den danske ambassade i Tokyo og introducerer danske virksomheder til det japanske marked.

Jens Birch Jensen er PlanEnergis projektleder på samarbejdet og har netop været i Japan sammen med Hanne Skovby fra det nordjyske fjernvarmenetværk FlexEnergi og Poul Alberg Østergaard, professor ved AUC, for dels at promovere dansk viden om moderne fjernvarme dels forberede planlægning af 2-3 demonstrationsprojekter.

Et af projekterne omhandler etablering af fjernvarme i landsbyen Ogata-mura i det nordvestlige Japan. Ogata-mura er en lille kommune med ca. 3.000 indbyggere men også et stort spahotel m.v. Fjernvarmesystemet skal indgå i Ogata-muras planer om at blive selvforsynende med energi, holde på indbyggerne osv. Fjernvarmen baseres på udnyttelse af af skaller og strå, som er restprodukter fra risproduktion.